Få tid til pauserne

Den gode pause i en travl hverdag

Det er mindre end 10 minutter siden, du er mødt ind på arbejde, og det hele er allerede ved at brænde sammen. Før du har fået dagens første kop kaffe, er telefonen rødglødende. Kunder rykker. Kollegaer mangler tilbagemeldinger. Møder skal afvikles.

Dagens program er pakket med hasteopgaver, og du indtager frokosten med telefonen i hånden, mens du hurtigt skimmer dagens vigtigste nyheder.

Du står med det ene ben på vej ud ad døren og telefonen ringer. Du havde lovet at være hjemme til aftensmaden i dag, men du er nødt til lige at tage den her…

De afgørende ledelsesmæssige kompetencer

Vi lever travle liv, og det kræver hårdt og vedholdende arbejde at skabe succes. Men hvad gør det ved os, at vi har en hverdag i så højt gear?

Som leder er evnen til at træffe rationelle beslutninger, tilegne sig ny viden og forholde sig objektivt og empatisk til de mennesker vi omgiver os med, helt afgørende for at lykkes. Men det er faktisk de egenskaber, der svækkes, når tempoet bliver for højt.

Alle de egenskaber sidder i den del af hjernen, vi kender som pandelappen. Det er denne del af hjernen, der bliver svækket, når vi er presset og glemmer at holde pause, og det kan vise sig kritisk for både dig og din virksomhed.

Tænk som en maraton-løber

Det kan være stressende at holde pause, når du har travlt, for det er svært at slappe af, når du tænker på alt det, du bør nå. Men vi skal øve os i at tænke pauserne helt anderledes.

Pauserne er ikke et ophold i din produktivitet – de er en del af din produktivitet. Den ene del fungerer ikke optimalt uden den anden.

Det er netop vekslen mellem aktivitet og pause der skaber resultater, præcis som når du træner op til et maraton. Hviledagene er lige så vigtige som dem, hvor du løber 25 km. De er en forudsætning for, at du kan præstere.

Hvor ofte vi har behov for pauser er der ikke en entydig formel på, men forskning viser at 50 minutters pause hver dag øger din performance med op til 23%.

Hvad er en god pause?

Heldigvis er det ikke nødvendigt at tage tre måneder til Caminoen og vandre for at få effekt. Mindre kan gøre det. Selv de helt små pauser ned til 60-90 sekunder mellem to opgaver har en beviselig positiv indvirkning på dit mentale overskud.

Det vigtige for pausen er ikke kun hvor længe, men i høj grad også hvordan den afholdes. Vil du gerne holde en god pause, hvor batterierne lades op, så er hermed et par råd:

  • Skærmfri pauser er afgørende

  • Pauser med bevægelse er bedre end de stillesiddende

  • Pauser i det fri er bedre end indendørs

Når du holder en pause, så kom væk fra skærmen. Tjekker du nyheder eller Facebook, vil hjernen betragte det som endnu en opgave, den skal forholde sig til og du får ikke den ønskede effekt af din pause. Prøv om du kan koble helt fra.

Rigtig meget arbejde i dag foregår i vores hoveder og vi har behov for at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Derfor har bevægelse stor effekt når vi taler pauser og mental opladning. Rejs dig op ved skrivebordet, gå en omvej hen til kaffeautomaten, gå ud på toilettet og tag 5 armbøjninger eller noget helt fjerde – tænk kreativt i forhold til hvad din arbejdsplads giver mulighed for.

Det er ikke alle der kan holde pauser i det fri, men er det muligt for dig, så grib chancen et par gange om dagen, og smut en tur rundt om bygningen, det gør absolut underværker for din produktivitet og dit mentale overskud. Er det ikke en mulighed på din arbejdsplads, så har det overraskende stor effekt at kigge ud ad vinduet – gerne på noget grønt langt ude i horisonten. Det får dit perspektiv til at skifte og giver mængden af informationer mulighed for at lagre sig i din hjerne, så du kan finde relevant viden frem igen, præcis når du har brug for den.

Så læn dig tilbage i stolen, kig ud af vinduet og lad tankerne flyve et par minutter – alt imens du med sindsro kan sige til kollegaerne, at du er ved at komme i form til et maraton.

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Nykredit Erhvervsbank og initiativet #Jagtenpådenekstratime