Overspringshandling

Hvad er overspringshandlinger

Vi gør det alle sammen. Overspringshandler. Vi udskyder ting vi enten ikke kan lide, synes er kedelige eller måske ikke evner. Så vi skubber opgaverne foran os som en plov mens tankerne om dem stødt og roligt overstiger den reale tid det ville tage at udføre dem.

Rent mentalt er overspringshandlinger en tidssluger af rang. Men hvad er en overspringshandling egentlig?

Ganske kort kan man sige, at en overspringshandling er ”gappet” mellem intention og handling. Vi har en intention om at gøre noget, men vi vælger at udskyde handlingen.

Alle overspringshandlinger er udskydelser men ikke alle udskydelser er nødvendigvis en overspringshandling.

Lad mig uddybe;
Lad os sige, at du har en opgave du skal have færdig på onsdag. Den tager dig en time at lave. Du udskyder den nu, men planlægger den til på tirsdag eftermiddag.

Når du så kommer til tirsdag eftermiddag, så begynder du at snacke, tjekke nyheder eller måske endda løse en anden vigtig opgave (for så har vi nemlig indtrykket af, at vi laver noget relevant, og på den måde begynder vi at ræsonnere og retfærdiggøre, at vi ikke løser den opgave som vi havde planlagt).

Udfordringen er bare, at den stadig ryger i kategorien ”overspringshandling”.

For det var faktisk ikke det du havde sat dig for.

Der er typisk en grund til vi overspringshandler og når vi graver lidt dybere, så vil det typisk være opgaver af en bestemt type eller karakter, som i højere grad er udsat for udskydelser.

Overspringshandlinger er en vane

Overspringshandlinger har ikke noget med styring af tiden at gøre. Det har heller ikke noget med planlægning at gøre. Det har udelukkende noget at gøre med, at vi ikke tænker langsigtet. Vi vil gerne have det godt lige nu.

Derfor udskyder/flygter vi fra de opgaver vi ikke orker/kan finde ud af og udskydelsen føles godt. Det frigiver en lille smule dopamin og sådan etableres en vane.

Det gør det svært at ændre på den korte bane.

Men det gode ved vaner er, at de kan erstattes.

Bevidsthed er grundlaget for at ændre en vane

Næste gang du overspringshandler, så stop op.

Undersøg hvad det er for en opgave, og hvad der giver dig modstand på den. Er den svær, er den ubehagelig, uoverskuelig, er den slet og ret kedelig..?

Bryd opgaven ned

Hvis en opgave er uoverskuelig eller du har svært ved at få hul på den, så bryd opgaven ned i små, mundrette bidder. Faktisk må de gerne være så små, at de ender med at blive helt delikate.

Et eksempel på en opgave, der står på de fleste selvstændiges To-do liste er: “Opdatér website”.

Pyhh man bliver nærmest helt træt ved tanken, og der er ret stor sandsynlighed for, at den opgave kommer til at stå på listen i (rigtig, rigtig) lang tid.

For hvad kræver den opgave egentlig, og hvornår er man i mål…

Hvis man i stedet bruger 10 minutter på at bryde opgaven ned i små delikate bidder, så er der langt større sandsynlighed for, at man får opgaven løst. Den kunne måske i steddet hedde “Skift billede på forsiden af websitet”. Det er lige til at gå til og så er du igang.

Du har skabt fremdrift på opgaven og med fremdrift har du skabt momentum der betyder, at næste lille bid af opgaven bliver nemmere at sluge.

Nye vaner skaber ny adfærd

Når vi gennem længere tid bryder opgaver ned og skaber momentum, så er vi igang med at etablere en ny vane – en ny adfærd – for os selv.

Adfærd er som bekendt noget af det sværeste at ændre, det kræver bevidsthed, fokus og vedholdenhed, men det kan lade sig gøre. Så næste gang du overspringshandler, så stop op, brug et øjeblik på at analysere den opgave du flygter fra, bryd den ned og tag så en lille bid. Du er nu igang med at ændre dit adfærdsmønster…