en time mere

Hvad vil en ekstra time om dagen betyde for dig?

En af de ting jeg holder allermest af i mit arbejde, er når jeg har den indledende snak med folk forud for en opgave. Det er nemlig her, jeg lærer, hvilket behov jeg skal hjælpe med at opfylde.

Grundlæggende falder ønskerne i tre kategorier:
1) Mere tid til mig selv/ min familie
2) Mere tid til fordybelse
3) Mere tid til business

Mere tid til mig selv/ min familie

De fleste nye forældre indser, at det at få børn rykker rundt på prioriteterne. Følelsen af ikke at ville gå glip af noget, når helt nye højder. Alle de ”første sygedage”, den første dag i børnehaven, Lucia-optoget som er blevet øvet og øvet og sæsonafslutningen med miniputholdet skal nu passes ind i en hverdag, der i forvejen er sprængt til bristepunktet.

Hvor man før trivedes med lange arbejdsdage og en ”altid tilgængelig” indstilling til arbejdslivet, oplever man nu, at elastikken ikke er uendelig. Man kan ikke bare blive to timer længere på arbejde og har måske heller ikke lyst.

Det kan også være, man har brug for mere tid alene, der kan give en mental opladning, så man kan holde til det pres hverdagen byder på. Det kan være man ønsker tid til at begynde at træne, starte til yoga eller til at lade op ude i naturen.

Da jeg begyndte at arbejde med mine egne vaner og arbejdsrutiner, fik jeg hurtigt skabt luft til, at jeg hver dag kunne tage en kop kaffe og en travetur efter arbejde. Dét at jeg ved, at jeg har tid for mig selv hver dag til at lade dagens informationer konsolidere sig og få pulsen helt ned, inden poderne skal hentes fra børnehaven, gør en kæmpe forskel.

Jeg oplevede, at jeg på en helt anden måde var tilstede derhjemme, og at det tog toppen af presset på arbejdet, fordi jeg vidste med mig selv, at der var en ”puste”pause i sigte.

Mere tid til fordybelse

Hvis du har faste arbejdstider, så gætter jeg på, at du af og til savner tid til fordybelse i dine opgaver. Når du har mulighed for at fordybe dig i dit arbejde, så skaber det en større tilfredsstillelse og det smitter positivt af på arbejdsglæden.

Eksempelvis oplever jeg ofte, at folk har et bjerg af artikler, nyhedsbreve og øvrigt læsestof, de gerne vil læse for at holde sig opdateret på deres felt, men tiden er sjældent til det. Derfor samler det støv, for til sidst at ende med at blive smidt ud eller slettet fra mailboksen.

Det er da helt vildt ærgerligt. Vi har alle sammen brug for at udvikle og dygtiggøre os. Jeg har siddet i organisationer, hvor jeg ikke havde nogen at sparre med på mit kompetencefelt og det stiller store krav i forhold til at holde sig opdateret.

Hvis du oplever at det er svært at få prioriteret i hverdagen, så læs med næste gang, hvor jeg kommer med anbefalinger til, hvordan du får sat dit læsestof i system, så du rent faktisk får de ting læst, som holder dig skarp og up-to-date.

Mere tid til business

Måske står du overfor en ny forretningsmulighed, som du ønsker at løbe efter, eller du oplever stor tilvækst af opgaver, som kræver en mere struktureret arbejdstilgang for at du kan håndtere det.
Det kan også være at du har fået en ny stilling eller du er blevet forfremmet og derfor har du i endnu højere grad behov for at skabe tid til at mestre de nye opgaver og ansvarsområder.

Det kræver struktur og overblik, så du kan forholde dig kritisk til dine prioriteter. Ellers havner du let i ”alt er vigtigt”-fælden, og det er ikke et produktivt sted at være.

Tid er en mangelvare i de fleste menneskers liv. Derfor har mere tid høj værdi. Ved at optimere arbejdsmetoder og få styr på opgaver og prioriteter, så kan vi spare rigtig meget tid hver dag.

Hvad ville du veksle en ekstra time om dagen til?

Hvis vi hver dag hænger i bremsen og føler, at vi halser bagefter vores eget liv, der tilsyneladende bare ræser derudad, så brug lige fem minutter på at tænke over, hvad en time ekstra om dagen ville betyde for dig. Hvor ville du allerhelst sætte ind i dit liv. Hvad kunne gøre den store forskel på den lange bane.

Når du har fundet ud af det, så giv mig et ring. Så finder vi luft i din hverdag, så du kan gribe den nye forretningsmulighed, melde dig ind på det lokale Crockett-hold eller få dén kop kaffe i solen om eftermiddagen, som gør hele forskellen…